Modstandskraftens motor
Opdateret: 4. jan.
For næsten et år siden skrev jeg om ”Modstandskraftens motor”. Og nu står vi her på bedrøvelig vis igen. Men med en hel ny nuance, som jeg ikke havde forudset for et år siden. Ikke engang for få måneder siden. En nuance af blåt og gult.
I den forgangne uge har jeg med mit ”day-job” som lærer været på et kursus, hvor vi hørte om hjernen og dens funktioner. Begrebet ”fremtidståge” blev introduceret, og selvom kurset var møntet på at forstå unge teens og deres hjerner, så blev begrebet ”fremtidståge” med ét forleden meget virkeligt og relevant på det personlige plan – også for en voksen kvinde som mig.
Når fremtidstågen fylder, så kan hjernens frontallapper – vores mest udviklede, handlekraftige del af hjernen - ikke fungere optimalt: overblik, handlekraft, motivation og formål synes svære at se, og primalhjernen – amygdala – begynder at røre på sig. Bekymringer og magtesløshed fylder…
Her troede vi lige, at vi nu kunne begynde at se lidt længere frem ind i et forår, hvor pandemiens begrænsninger og usikkerheder ville lette, og en ’normal verden’ vende tilbage. Jeg har som så mange andre været fokuseret på at lægge planer, sende drømme ud og plante musikalske frø, skrevet på nyt materiale og haft en fornyet energi til at skabe musik, spille og dele. Men de sidste dages begivenheder i Ukraine har simpelthen skabt lige præcis en fremtidståge i min hjerne. Og dét at mærke dette har sat tingene i perspektiv; her sidder jeg i min privilegerede del af verden og føler uro, usikkerhed og magtesløshed – blandet med en skam over, at jeg bliver påvirket, når jeg jo ikke er direkte berørt af tab, død og ødelæggelse. Og en skam over fortrængningen af, at liv-og-død er et vilkår for så mange mennesker verden over - hver dag. Men jeg har haft umådeligt svært ved ikke at vende blikket indad, blive stille og eftertænksom. Det har været svært at dele de ting på de sociale medier, som jeg havde planlagt – for at holde gryden i kog, iscenesætte og fokusere på mit lille musikalske foretagende A.C. Bergmann. Det føles i disse dage næsten som en hån at sige ”hey – se nu lige her på det her, der handler om mig og mit”… Men måske skal jeg ikke skamme mig? Måske skal vi gribe denne påmindelse om fælles menneskelighed, og gøre et eller andet? Måske er der en protest og mening i netop at insistere på liv, på musik, på det, som Elizabeth Gilbert i bogen ”Big Magic” på én gang kalder ”ikke-særlig betydningsfuldt og på samme tid dybt meningsskabende”? Kunsten som kan binde os sammen som mennesker?
Torsdag aften kunne jeg ikke gøre andet end at sætte mig ved mit klaver og bare dvæle ved toner og tanker. Og igen bare forsøge at navigere og flyde med i livets grundlæggende uforudsigelighed. Igen tyede jeg til min eneste konstant og trofaste følgesvend: min kreativitet og skaberkraft. Denne gang mere indadvendt og sorgfuldt. En pause. Det er måske det aller vigtigste ved musikken og kunsten; at den kan minde os om vores fælles menneskelighed, vores sårbarhed, vores usikkerhed. At vi i den kan mærke og udtrykke vores empati og medfølelse. Elizabeth Gilbert har formuleret essensen af at leve et kreativt liv som evnen til uanset, hvad livet møder dig med, at møde livet med en konstant kreativ respons – modstandskraftens motor – at skabe på trods… Så det gør jeg nu. Minder om, at jeg for et halvt år siden udgav min EP ”This is not the story” – skabt på trods. På modstandskraft. På viljen til at skabe mening. Skabe musik. Udtrykke sårbarheden og forbindelsen til det fælles menneskelige. Og tæller ned med de tre sange, som ikke fik deres 'egen' single-opmærksomhed.
Constant creative response!